Lærerens reb ristede Thomas’ bag
Erindringsbøger er en værdifuld kilde til viden om fortiden. For godt 100 år siden skrev tidligere trafikminister Thomas Larsen om barndommen i Lendum og om skoletiden i den lokale landsbyskole. Han blev født i 1854.
Da Thomas var 6 år gammel tog hans mor ham i hånden og gik med ham fra Lendum Hede til den lokale landsbyskole. Ved ankomsten fik Thomas anvist en plads for enden af en bænk bagved i klasselokalet, og moderen forlod lokalet.
Bagefter blev Thomas overhørt i Fadervor. Det gik godt nok, men siden fik han en bog og skulle stave højt sammen med de andre i klasserummet. Det gik mindre godt i starten, for korstavningen gjorde Thomas søvnig. Herom fortæller han i sine erindringer (1): “Mit hoved sank ned mod bordet, og pludselig vågnede jeg ved, at min nabo, en lidt ældre dreng, kneb mig i låret. Jeg huskede ikke, hvor jeg var og råbte højt: “Lad være”. Der blev helt stille i skolestuen og oppe fra katedret lød et strengt: “Nå – nå”.
Korstavningen fortsatte umiddelbart efter og Thomas blundede igen hen, selvom stavningen var med børnestemmer for fuld skrue. Så blev Thomas igen knebet hårdt i låret, men nu havde han fået nok, og med et rask tag hev han den anden dreng i håret. Et øjeblik efter mærkede Thomas en sviende smerte hen over bagdelen.
” Forbavset vendte jeg mig om og så læreren stå der med et stykke reb i hånden og med et brøsigt ansigt”, fortalte han i sit erindringsværk.
I de første år af skolegangen fik Thomas Larsen flere gange “lov” til at stifte bekendtskab med rebet: Det blev som regel anvendt på den måde, at rebet sammenrullet blev slynget fra katedret hen i hovedet på en arm synder, som derefter med tunge skridt bragte det tilbage til katedret – og efter et ikke særlig grundig forhør blev dommen eksekveret på stedet.
Thomas startede i landsbyskolen i 1860, hvor den unge lærer Frederik Nielsen havde rigeligt med børn at holde styr på i klasselokalet. Han havde i en kort periode forinden været hjælpelærer hos Niels Thomsen Bjørnbak, som sidste i 1850’erne havde trukket sig fra lærergerningen på grund af alder. Mens den gamle lærer var selvlært som underviser var Frederik Nielsen seminarist, og han fik hurtigt et ry for at være strengere end hans forgænger.
Dengang var der i Lendum Sogn mere end hundrede børn i den undervisningspligtige alder, som een lærer og en hjælpelærer skulle holde styr på. Folketællingen fra 1860 viser, at der på det tidspunkt var 129 børn og børnene blev opdelt i to årgange. En mindre gruppe af børnene gik dog i en skole på den anden side af sognegrænsen til Thorslev, fordi Lendum i en lang periode var annekssogn til det noget større Thorslev Sogn.
Om undervisningsformen dengang skrev Thomas Larsen i en af sine erindringsbøger mange år senere: Udenad læsning og remser rådede i dengang i en grad, at børnene i virkeligheden var underkastet en hård åndelig og fysisk tortur. De lange anmærkningsstykker i Balles lærebog, Luthers katekismus, Birks bibelhistorie og bunker af salmer skulle læres og gengives udenad. Overhøringer trak vand ud af øjnene på børnene, og undertiden blev spanskrøret eller tampen brugt til at fremme deres hukommelse.
Herunder blev der herset med sætninger fra katekismus i timevis for at få nogle traditionelle svar frem – ofte nogle, som hverken læreren eller eleverne forstod.
Ved eksaminer og visitatser holdt præsterne sædvanligvis fast ved dette lektievæsen og remsen, og ve den lærer, som vovede at bryde ud. Men læreren i Lendum blev en af de første lærere i Vendsyssel, som turde binde an med en mere fri undervisningmåde. Derfor blev Frederik Nielsen ret hurtigt ugleset af autoriteterne.
erindringsværk En gennembrudstid.
En gang blev der holdt provstevisitats i Lendum Skole, hvor provsten straks tog fat på at overhøre børnene. Efter han forgæves havde prøvet med nogle skriftssteder trådte provsten ud på gulvet med biblen i hånden og spurgte:
“Hvad handler Genesis om?”
Børnene der ikke kendte græsk sad musestille. Efterhånden blev provsten og sognepræsten, som også var tilstede, yderst misfornøjede med børnenes kundskaber, hvorefter Frederik Nielsen greb ind og spurgte om det var meningen, han ikke måtte tale med børnene.
“Joh, det kunne han”.
Frederik Nielsen fortsatte:
“Hør nu børn, så I hvad det var for en bog provsten stod med?”
“Bibelen.”
“Ved I slet ikke noget om, hvad der i Bibelen?”.
“Om Adam og Eva”, lød det i kor.
Herefter fik børnene luft for deres viden om skabelseshistorien, og ifølge Thomas Larsens gengivelse var de vel underviste om den.
Men provsten var lige misfornøjet, for børnene kunne ikke noget af det han spurgte om.
Frederik Nielsen var en af de lærere i Vendsyssel, der sluttede sig til den gryende grundtvigske bevægelse i landsdelen og optog Kristen Kolds skoletanker. I Lendum kom der en anden ånd ind i undervisningen. Tampen blev afskaffet, udenadslære lempet og eleverne lærte at synge Grundtvigs sange, og sangen forplantede sig til deres hjem.
“Ånden i skolen blev en anden. Hvor der før herskede træghed og søvnighed, gik undervisningen med liv og lyst”, huskede Thomas Larsen om sin skoletid mange år senere.
Note: 1) Thomas Larsen var trafikminister i to regeringer i årene 1909-13. Han sad i Folketinget for Venstre i årene 1895 til 1909 og igen fra 1910 til 1920. Derefter sad han i Landstinget indtil 1931. I 1917 udgav han et anset kulturhistorisk værk om Vendsyssel En gennembrudstid. Citaterne er fra side 16-19.
