For omkring 100 år siden tog en gruppe nybyggere og husmænd et afgørende livtag med Lendum Hede, hvor de forvandlede fra golde, stenede og lyngklædte hedelodder til dyrkbar agerjord og forvandlede landskabet fuldstændigt.
Af Poul Christoffersen
Man ser dem stadig dukke op af mulden omkring Lendum – stenene. Myriader af små og store sten er gennem flere århundreder slæbt væk fra markerne, slået i stykker eller efterladt ved vej og markskel. Spredte stendynger minder den dag i dag om fortidens slid og slæb om fortidens slid og slæb med at forvandle golde og genstridige jordstykker til frugtbar landsbrugsjord.
Stendynger præger dog ikke i det forhen mest golde område, for her blev der i stort omfang ryddet op, da sten blev efterspurgt og en gruppe nybyggere for godt 100 år siden fattede om hakker, skovle og spader for at forvandle et stort stykke ingenmandsland vest for Lendum til dyrkbare marker. Hede, al og sten skulle de bryde ned, men begunstiget af nye love om oprettelse af statshusmandsbrug fik flere mod på at skabe en ny fremtid vestpå. Andre mente det var galmandsværk. Mere herom senere.
Barndomsminder
Det tænkte sikkert nok også nogle allerede om forløbere for nybyggerne. En af dem var Chresten Christensen, som i 1872 havde købt husmandsbruget Hingborg – også kaldt Nr. Fælget – med 7 tdr. land, som familien knap nok kunne leve af, da jorden delvist var et hedelod. Den kæmpede “Kræn Hingborg” med i årevis.
“Kræn blev allerede i min barndom betragtet som en gammel mand. Han var dog også noget ældre end min far. Kræn havde et meget forslidt udtryk og overkroppen var bøjet over lænden. Jeg så ham aldrig rette sig op. Jeg ved ikke om det var slid eller sygdom, men sikkert var det at formen passede, når han gravede hede. Jeg ved ikke hvor mange tdr. land hede han gravede igennem og vendte med sin spade, men det var mange og så alle de vældige dynger af sten, han gravede op”, skrev Martin Christensen (1) mange år senere om sine barndom og ungdom som nabo til bl. a. Hingborg.
ungdomsår på heden vest for Lendum, og som opbevares i byens lokalhistoriske arkiv.
Martin Christensen blev født i 1888 i Vester Fælget, dengang mest kaldt Herregården, som ligger i udkanten af heden lige nord for landevejen mod Sindal og tæt ved vejen til Bredmosevej. Hingborg delte skel med Herregården på den østlige side, og mens Martin gik i skole så han næsten altid Kræn Hingborg i arbejde.
“Somme tider havde han en arbejdskammerat “Stue Wolle” med i marken. De gik godt i spænd sammen. De gravede, når jeg gik forbi dem til skole, og de gravede stadig, når jeg gik hjem fra skole henad aften,” fortalte Martin Christensen og tilføjede i sit erindringsskrift om Wolles bedrift: “Slid og slæb fra morgen til kvæld for at tjene 66 øre pr. dag og 100 ører, hvis de gjorde dagen rigtig lang.”
Dengang var det almindeligt at sige “Til lykke med arbejdet” til sådan et par slidere. Det listede Martin sig også til en dag i den bedste mening. Reaktionen var ikke til at tage fejl af hos Kræn Hingborg. Han så på nabodrengen med et blik, der absolut ikke gav udtryk for taknemmelighed og glæde. Snarere det modsatte.
“Måske han jeg troede jeg ville gøre grin med ham, fordi lykken ikke i særlig grad havde smilet til ham gennem det arbejde, han havde øvet,” tænkte Martin. Han lod herefter være med at sige tillykke.
Lokale Jens Vejmænd
Senere i sit 30 sider maskinskrevne erindringsskrift omtalte Martin Christensen en del stenslåere, herunder to voksne sønner fra andre smågårde i nabolaget. De hed begge Christian Peter og var kendte for at gå på druk og undertiden lave rav i den, når der var dansebal ved Vestergårds Ellekrat. Når Christian Peter Rød slog efter at have fyldt sig med brændevin, så sluttede festen. Alle de mere stilfærdige forsvandt mellem buskene. Han var brølstærk.
Martin kom som 7-årig på tæt hold af de to gange Christian Peter, da de blev hyret af Martins far til at slå nogle store dynger sten til skærver efter at faderen havde bygget nyt stuehus. Blandt de overflødige sten fra byggeriet var også mængder sten fra hans marker.
“Så sad de to under skærmbræt ligesom Jeppe Aakjærs Jens Vejmand og “forvandlede sten til brød” og jeg søgte ly under skærmen for at lytte til deres sange”, erindrede Martin.
Det var helt anderledes end dem han havde hørt i Missionshuset, og han lyttede også intenst til de to stenslåers væld af historier og oplevelser, som de fyldte luften med, mens de svang hammeren og knuste sten til skærver.
“De gjorde aldrig mig det ringeste fortræd, og jeg kunne ikke andet end beundre disse to raske karle,” huskede den lille Martin.
Mosehullet
Fem år senere i sommeren 1900 stiftede han igen bekendtskab med de to svende, som hans far havde hyret til at grave mergel op fra et hedelod syd for Vester Fælget, som faderen havde købt efter nogle boringer havde afsløret et mergelleje i en lille mose på hedeloddet. Merglen skulle bruge til at forbedre den opdyrkede jorden på hans opdyrkede marker.
minde fra fortiden. Foto: Poul Christoffersen
De to gange Christian Peter og Martins far kom hurtigt ned i et par alens dybde, og herefter fik den nu 12-årige dreng til opgave at gå med en lånt hest, som trak en trillebør op af musehullet, når den var fyldt med mergel. To gange om dagen samledes Martin og arbejdssjakket om en madkurv og den snaps, som faderen havde med til sine arbejdsfæller:
“Det var vistnok Christian Peter Rød, som fandt på at jeg hørte med til sjakket, og så skulle jeg også smage på snapsen. Bare en “bette halv”, for mere kunne drenge ikke tåle. At snapsen havde sin virkning konstaterede jeg en dag. Hesten stak af fra mig og hjem til Sønderhaven, hvorfra den måtte hentes igen for at fuldbyrde dagens slid”.
Fra skov til hede i 1600-tallet
Hedelodden hørte til Østre Fælled, der lå i nordøstligste del af Lendum Hede. Store del af den vestlige del af sognet havde en gang været skov, men efter svenskekrigene i første halvdel af 1600-tallet med besættelse flere gange i Vendsyssel, massiv skovhugst til forsvarsværker og genopbygning af beboelse forsvandt skoven og et henved 1000 tønder land område forvandledes til det, som blev kaldt Lendum Hede.
For skabte tidens hærgen et hedeområde med en stor brun lyngoverflade, hvor lyng og birkeris, vandhuller med siv og kæruld vekslede med mange lyse pletter – sten. Heden strakte sig næsten fra den nuværende bygrænse og ud mod sognegrænsen fra Tårsvejen i syd, over Glimtsholtvej og altså videre over på den anden side af vejen mod Sindal.
andele inddelt i lige linjer fra landsbyen og ud til den anden ende af Fælleden. Nogle
bønder havde hedelod så smalle, at de knap kunne vende med en vogn på deres egen lod.
Foto: Af matrikelkort, arkivet i Lendum.
Ganske vist var størstedelen af hedeområdet kaldet Lendum Fælled et område, hvori 47 bøndergårde fra andre dele af sognet havde smalle parceller, som de i årevis drev deres får og køer ud til. Men det var også et stykke ingenmandsland, hvor nogle af sognets mænd og mænd endte, når de gik til grunde og herude fristede en kummerlig tilværelse i en primitiv hytte eller jordhule.
Østre Fælled blev først opdyrket, mens det store Nordre Fælled stort set fik lov til at ligge hen som ubrudt hedeareal indtil omkring århundredeskiftet og årene før første verdenskrig. Dog fravristede gårdmænd i yderkanten af Lendum Hede bidder af heden, som lå indenfor deres ejendomme. Et eksempel på det var Magersholt vest for Lendum Hede. I 1682 hørte der 7,3 tdr land dyrket areal til fæstegården, men hele dens matrikel blev målt til 680.610 kvadratalen svarende til 47,7 tdr.land før Magersholt overgik til selveje i 1803.
Nord for gården er nogle få tønder land bevaret som den sidste rest af heden. Arealet er fredet.
Statsstøtte satte gang i opbrydning
En ny lov blev vedtaget i 1899 om statsstøtte til oprettelse af statshusmandsbrug ved. Baggrunden for loven var ønsket om at give landarbejdere mulighed for at få foden under eget bord. Loven gav mulighed for et statslån på kr. 4.000 til køb af jord og bygning af de fornødne avls- og beboelsesbygninger.
Christian Flor Nielsen var en af de første. Efter et giftemål med arbejde udenfor sognet købte han i 1904 et hedelod ved Glimsholtvej (2). Derefter blev der slidt og slæbt for at forbedre jorden og bygge til. Anstrengelserne var ikke forgæves selv om der var problemer undervejs med at overleve, men deres ejendom Kirkebjerg gav efterhånden så stort et udbytte, at der blev købt mere hedejord. Efter mere end 40 års slid var Kirkebjerg blevet en ejendom med knap 30 tdr. land opdyrket areal.
mangel på skærver til anlæg af veje i Vendsyssel. Stubbens ejer Niels Chr. Christensen
ses med opsmøgede skorteærme, og manden, der holder hestene var Chr. Flor Nielsen,
var daglejer i en periode. Foto opbevaret i arkivet i Lendum.
Andre nybyggere på heden gav op undervejs i de første år efter loven var vedtaget, og først i begyndelsen af 1920’erne kom der system i opdyrknings- og kultiveringsarbejdet af heden. På det tidspunkt var støtteordningen forbedret.
Om at være nybygger på heden fortalte Oluf Christensen, Elsager, Thomas Nielsen, Nygårdshus og Thorvald Johansen, Højvang om i et interwiev med Vendsyssel Tidende i 1964 (3).
“Det værste var stenene. Mest dem nede i jorden. For det mærkelige var at Niels Christensen på gården Stubben havde opkøbt en masse hedelodder, renset dem for sten på jordoverfladen og derefter solgt lodderne igen,” fortalte de.
To af de tre nybyggere havde købt hedelodder, der tidligere havde tilhørt Stubben. Dog ikke direkte, for i nogle mellemliggende år havde lodderne haft andre ejere (4).
Opkøbene af Stubbens hedelodder på tilsammen 70 tdr. land skete mellem 1899 og 1917, og i den periode havde Stubben etableret et stenknuseri, der gav beskæftigelse til nogle af områdets landarbejdere. Sten var en mangelvare i Vendsyssel dengang på grund af mange vejarbejdet, og det var baggrunden for, at Stubbens ejer så en mulighed i at tjene penge på at opkøb, rensning og salg af skærver, hvorefter hedelodderne blev solgt. Ejeren af Stubben var således også stærkt medvirkende til, at heden blev forvandlet.
Der var ligeledes en stenknuser i gang på en gård i Kringelmosei en længere periode.
De tre nybyggere Oluf Christensen, Thomas Nielsen og Thorvald Johansen var blot nogle af den voksende gruppe landarbejdere, der havde mod på at få fod på egen jord i de statshusmandbrug, der blev oprettet fra foråret 1922: “Nu lå mulighederne lige for, men også slid og slæb.”
Herunder med de mange sten. Oluf Christensen var måske den, som kæmpede mest med dem:
“Mindst 1000 kubikmeter gravede jeg op af min jord, sprængte dem med krudt eller slog dem til skærver med en hammer.”
Hans hammerslag hørtes både tidligt og silde gennem mange år inden jorden var renset, stenene fjernet hedejorden brudt og markerne merglet.
Nybyggerne oplyste til avisen, at mellem 30 og 40 familier gennem årene fik en god virkeplads i det forhen så brune og barske hedelandskab: “Nogle klarede sig rigtig godt, andre mindre godt. Men alle følte sig som frie mennesker på egen jord. Og denne frihed føltes ikke ringere, da de enkelte efterhånden var i stand til at betale statslån helt ud.”
“Men vi har undervejs været så fattige, at ingen i vid omkreds ville låne os to kroner,” tilføjede Thorvald Johansen.
Undertiden var der dog barmhjertige “samaritanere” i Lendum, som hjalp en nybyggerfamilien i nød (5). I marts 1926 lavede medlemmer af Lendum Gymnastikforening et støttearrangement til fordel for en fattig familie på Lendum Hede, hvor manden var blevet syg og konen ikke kunne forsørge deres mange børn. Medlemmer i foreningen læste to fortællinger op for dem, der kom til arrangementet og gav et bidrag!
Noter:
(1) Martin Christensen skrev om sin barndom og ungdom på Lendum Hede i 1970, og erindringsskriftet har i mange år opbevaret på det lokalhistoriske arkiv i Lendum. I sit voksne liv var han i mange år politibetjent i Randers, og her traf han på et tidspunkt Niels Chr. Christensen fra Stubben, som havde måttet sælge gården i 1921. Mange år senere var Niels på farten som uldhandler, handelsmand og spillemand, hvor Martin mødte ham i Randers. Som politibetjent konfiskere Martin Christensen en del ulovlige varer, fordi Niels ifølge Martins beskrivelse ikke tog det så nøje med at følge næringsloven og søge om vandringsbrev. Martin skrev afslutningsvis i sit erindringsskrift: “Det gjorde mig ondt for ham. Han var egentlig et rart menneske.”
(2) Omtale i Vendsyssel Tidende 15-01-1951 i anledning af guldbryllup.
(3) Artikel – De sidste nybyggere på Lendum Hede i Vendsyssel Tidende 05-04-1964.
(4) Lister over historiske køb/salg af ejendomme i Lendum sogn udarbejdet at lokalhistorisk arkiv på grundlag af Realregistret for Horns Herred.
(5) Vendsyssel Tidende 11-03-1926.
