Af Poul Christoffersen
Som 71-årig fik Anton Nielsen i oktober 1951 overrakt den højeste anerkendelse indenfor Jyske Landboforeninger – en sølvmedalje og et diplom – for at have skabt et mønster husmandsbrug ud af 18 tdr. meget stenet hedejord tilhørende ejendommen Solsig ved Lendum.
Få måneder forinden den begivenhed var Anton Nielsen og hans hustruen Elise blevet udvalgt til at være blandt de ganske få hedeopdyrkere fra Lendum, som fik deres navne mejslet ned i en af de mange mindesten, som blev sat ned i det nyetablerede Kongenshus Mindepark ved Viborg. Mindeparken er et evigt minde om de hedeopdyrkere, der gjorde en særlig indsats med at bryde den golde jyske hedejord.
Begge anerkendelser blev givet næsten 50 år efter ægteparret tog det første livtag med deres bid af Lendum Hede.
“Ja, man synes jo nok, at det er gået ganske helt godt. Det giver sådan en stille tilfredshed. Men iøvrigt har man jo ikke gjort andet end sin pligt mod familien. Føden skulle skaffes”, sagde Anton Nielsen i et interview (1) i forbindelse med overrækkelsen af hæderen fra Jyske Landboforeninger i hans hjem. Den hæder nåede hans trofaste hustru Elise gennem de slidsomme år ikke at opleve. Hun døde i 1945.
Med hjælp fra sin yngste søn Svend var Anton ved overrækkelsen stadig aktiv med at passe husmandsbrug. På et spørgsmål om hvornår han havde tænkt sig at lægge op, lød svaret:
“Det er nok blevet en vane for mig at arbejde, så jeg kan nok ikke lade være, så længe jeg kan holde til det.”
Forhistorie
Tilbage til starten for fortællingen om Anton Nielsens liv. Han stammede fra en lille ejendom i flækken Skrejborg ved Hørmested, men forældrenes forhold var noget rodet omkring hans fødsel i 1880, hvor hans mor var ugift. Ved dåben i Torslev Kirke året efter blev hun skrevet ind i kirkebogen som Martine Marie Andersen af Burholthus, mens den udlagte fader Christen Nielsen stammede fra Astrup sogn. De blev dog nogen tid efter dåben gift på Sæby Herredskontor (2).
Meget tidligt kom Anton Nielsen ud at tjene som hyrdedreng, først på Mellem Skrejborg (3) og derefter på gården Hvidborg i Lendum Sogn. Her var han tjenestekarl, da hans senere hustru Elise Kristensen blev tjenestepige. Begge opholdt sig der ved folketællingen i 1901 (4).
Derfra kunne de kigge ned ad bakken mod Solsig. Ved folketællingen i 1901 boede der en familie i det primitive hus på ejendommen, og som ikke var sognerådet bekendt. Tidligere havde huset været hjemsted for nogle af de mest fattige mennesker i Lendum sogn.
“Dengang lå der en fattig, ja meget fattig rønne med lave mure og tag af halm blandet med lyng. Her boede min farmor som enke i et par små stuer i den ene ende og hun havde i den modsatte ende af huset plads til brændsel og al mulig ragelse, som hun samlede op, når hun var ude på sine betlevandringer”, skrev tidl. politibetjent Martin Christensen om sine barndomsoplevelser. Han var nærmeste nabodreng til Solsig i 1880’erne. Her var hans bedsteforældre strandet med en flok børn allerede i 1870 på grund af en hårdhændet socialpolitik i sognerådet, som fik til følge af familien måtte forlade Rødkær – en anden gård i Lendum.
Besætning – rotter og mus
Anton og Elise blev gift i slutningen af 1903, da de havde fået mulighed for at købe Solsig.
“Af besætning var der på det tidspunkt nogle få gamle høns, men af rotter og mus var var der rigeligt af ved den gamle rønne. Den forrige ejer havde levet af at gå på jagt og små sten til skærver, fortalte Anton Nielsen et halvt århundrede senere.
Kun godt en tdr. land jord på ejendommen var nogenlunde opdyrket, og det jordstykke kunne til nød græsse en ko. Men der ikke nogen ko. Resten var hedejord og sump. Men med en startkapital på 400 kr. gik det unge ægtepar i gang med opdyrke resten af den 12-13 tdr. land store ejendom. Dvs. Anton arbejdede i de første år som daglejer, og kun i fritiden i gang på hedejorden. Sten var rigeligt af, ja så mange, at Anton det meste af tiden måtte bruge spaden for at løsne stenene og flytte dem. Stenene blev slået til skærver.
“Begyndelsen var meget svær, og det var ikke noget med otte timers arbejdsdag. Der skulle jo penge til, og så slog vi sten i skærver. I nogle år tog jeg med ud på byggepladser, men efterhånden krævede bedriften, at jeg blev hjemme hele tiden og jorden gav også mere fra sig.”
De første år passede Elise et voksende antal kreaturer samtidig med at parret fik efterhånden fik 8 børn. Fem af børnene var sønner, og de har hjulpet til på skift med at passe husmandsbruget.
Som daglejer lærte Anton at bygge huse af sten og cement, og så kunne han selv forbedre og udvide bygningen på ejendommen, hvor otte børn efterhånden voksede op. Og da Anton Nielsen senere begyndte at bygge huse for andre i Lendum, blev han efterhånden kendt som en dygtig bygmester.
“Et lysende eksempel”
I 1938 bragte Hedeselskabets Tidskrift (5) en rosende omtale af Anton og Elise Nielsen i anledning af ægteparret som hedeopdyrkere var blevet indstillet til at modtage et stort legat. Mand og hustru omtaltes som “stræbsomme og dygtige husmandsfolk, der har været lysende eksempel blandt husmandsstanden”.
Ifølge omtalen var hele ejendommen på det tidspunkt blevet opdyrket og mergler, hvor det var nødvendigt. 8 tdr. jord var købt til, men noget af den jord blev solgt fra igen, fordi den lå upraktisk. Ialt havde parret siden 1904 fået opdyrket 18 tdr. land, ligesom læplantningen omkring hjem, have og marker var i orden.
Medstifter af husmandsforening
Anton Nielsen havde siden Lendum Husmandsforening blev stiftet i 1908 været et aktivt medlem, herunder været medlem af bestyrelsen – og en enkelt periode i 30’erne været kasserer, men han var ikke en af de mest fremtrædende i foreningen.
“Jeg er ikke vant til at bruge munden. Det skal man helst kunne. Sådan noget ligger ikke lige for alle, forklarede han i det førnævnte interview i forbindelse med overrækkelsen af hæderen fra Jyske Landboforeninger. Vistnok det eneste med den lokale avis. Det er i hvert fald ikke lykkedes at finde andre med Anton Nielsen. Derimod havde Vendsyssel Tidende ofte bragt årets præmieuddeling fra Lendum Husmandsforening, hvor han gentagne gange blev præmieret for opdyrkning, plantning og havebrug.
Ved Husmandsforeningens 50 års jubilæum i 1958 blev Anton Nielsen sammen med Jens Haven udnævnt til æresmedlemmer af foreningen.
Trods den udtalte beskedenhed havde Anton også været aktiv i andre lokale foreninger, herunder i perioder bestyrelsesmedlem i mejeriet og sygekassen. Desuden var han en enkelt gang opstillet som en af kandidaterne til sognerådet hos liste A.
Vendsyssel Tidende bragte ni år senere i 1960, da Anton Nielsen døde, en længere nekrolog (6), og avisen skrev blandt andet, at han havde et venligt, stilfærdigt og dog bramfrit væren i arbejde. Hans solidaritet var velkendt, og han var agtet og respekteret langt ud over sognets grænser. Nekrologen sluttede:
“Han var en mand, der blev adlet gennem sit arbejde.”
Note 1:
I 1942 opkøbte Hedeselskabet et 1200 hektar uopdyrket hedeareal 25 km sydvest for Viborg, og i løbet af det næste årti blev Kongenshus Mindepark etableret. Herunder med 39 store sten med indskrift for hvert herred i Jylland, som bidrog til opdyrkning af den jyske hede. Rundt omkring de store sten blev sat 1200 mindre sten med navne på hedeopdyrkere, der gjorde en særlig indsats i deres sogn. Omkring stenen for Horns Herred, hvor Lendum Sogn hører under, står også en gruppe mindre sten, og her kan besøgende finde stenen med navnene på de tre ægtepar fra Lendum, som sled med opdyrke dele af Lendum Hede.
Kilder: (1) Vendsyssel Tidende 8/10 1951. (2) Kirkebog for Torslev Sogn. (3) Folketælling 1880 for Hørmested sogn (4) Folketællinger 1890 og 1901 for Lendum Sogn. (5) Hedeselskabets Tidskrift 23/2 1938. (6) Vendsyssel Tidende 20/4 1960.
