Bestyrelsen for Lendum sogns lokalhistoriske arkiv på udflugt for at se på redskaber og maskiner fra århundrede år gamle landsbyhåndværk, som for nogles håndværks vedkommende er nærmest uddød
Bindslev Håndværkermuseum startede i 1990 på privat initiativ, men museet er i dag organiseret som en selvejende institution og drevet af frivillige. Herunder en af museets stiftere.
“Det været spændende at være med til at lave et museum i min svigerfars gamle værksted”, siger Edel Jacobsen, som sammen med sin mand Jens Jacobsen fik den oplagte ide, at hans far A. C. Jacobsens efterladte redskaber og maskiner i tømrer- og snedkerværksted var et godt udgangspunkt for at oprette museet.
A. C. Jacobsen købte ejendommen med værksted og hus for ca. 100 år siden, og han drev virksomheden i en tidsperiode, hvor der var masser af håndværk. Museet skriver selv på dets hjemmeside, at i starten af 1900-tallet var der 14 tømrere og snedkere, 13 murere, 6 smede, 6 skomagere, 4 karetmagere og 3 malere.




Museet rummer en større samling værktøj og andet udstyr fra flere af disse fag og mindre samlinger fra andre fag, og som var fra den tid, hvor håndværk vitterlig var håndens værk og endnu ikke var mekaniseret.
“En af skomagerne var ortopædisk skomager, og hans ting fik museet bagefter efter han var stoppet”, oplyser Edel under rundvisningen. I et andet rum tager hun en drabelig stor økse ned fra væggen og fortæller: “Det er en skarøkse, som blev forbudt. Det protesterede skibstømrere imod, for den økse kunne de slet ikke undvære. De fik lov til fortsat at bruge øksen.”
Det lille egnsmuseum har også fundet plads til historiske levn fra andre landsbyer end Bindslev, herunder en fuldt udstyret telefoncentral fra 1914, og som har været brugt i Uggerby.
Børge Jensen, en anden frivillig hos Bindslev Håndværkermuseum viser rundt på loftet over værkstedet, hvor der er opbevaret remedier fra handelslivet, og så gemmer et stort hjørne af loftet på inventar fra en lærerbolig, hvor lærer Christoffersen og hustru boede. De virkede i mange år som lærere i den for længst nedlagte Sdr. Bindslev Skole.
Der er åbent til museet i skolerne sommerferie, og efter aftale med for eksempel foreninger, som gerne vil på besøg.


