Af Poul Christoffersen
Den rubrik kunne avislæsere i adskillige af regionens aviser læse i foråret 1901 om en ulykkelig hændelse i Lendum Andelsmejeri, hvor en lokal drukkenbolt døde i kedelhuset.
Den drikfældige mand hed Jens Severin Madsen, og han søgte jævnligt ind i mejeriets varme kedelhus for at sove en rusen ud ved kedlen. Om morgenen den 23. april 1901 blev han fundet død ovenpå kedlen. Den indeholdt normalt kogende vand. Dog var der ikke tændt under kedlen om natten.
Alligevel var kedlen alt for varm at ligge på, og da distriktslægen senere kom til mejeriet og undersøgte afdøde, så lød konklusionen, at den stakkels mand var død af forbrændinger på kroppen, men han formentlig ikke mærket sine lidelser før døden indtrådte på grund af den stærkt berusede tilstand.
Hændelsen fik dog et mere dramatisk udlægning i det første avisreferat af ulykken. Således skrev Løgstør Avis (1) dagen efter det skete – med Vendsyssel Tidende kom kilde, at da fyrbøderen om morgenen kom ind i kedelhuset, så var rummet fyldt med damp, fordi en vandstandsmåler var knust, og at staklen på kedlen måtte have lidt frygteligt, da tøjet på overkroppen var revet itu og der var kradsemærker på brystet fra neglene. Manden så ud til at være kogt levende.
Den udlægning af ulykken dementerede mejeribestyrer Laursen efterfølgende overfor Vendsyssel Tidende (2). Ifølge ham var der ikke damp i kedelrummet, og afdødes tøj var ikke revet itu.
Erindringer fra nabodreng
Den dramatiske udlægning af ulykken cirkulerede dog videre i byen, og det også den udlægning, som fhv. politibetjent Martin Christensen, Randers refererede, da han i 1970 nedskrev sine barndomserindringer fra Lendum (3).
Han var ved hændelsen 12-13 år gammel, fra Vester Fælged og således fra nabolaget til Jens Severin Madsen, som sammen med sin kone i et lillebitte hus på Lendum Hede. Her boede også deres børn, indtil de stak af hjemmefra.
Drengen fra Vester Fælged gik en overgang i klasse med en drengene fra hedehuset – Anton, og som skolelærer Greisen havde et særligt godt øje til, når der skulle deles lussinger ud eller prygl med spanskrøret. Efterhånden var Anton ligeglad. “Han tog imod det hele med et stort grin, og lagde dermed spiren til næste omgang. Anton ville intet lære, og jeg ved ikke om han magtede det. Ham traf jeg ikke efter skoletiden,” skrev Martin Christensen.
Han hørte mest Antons far blive omtalt som Jens Høw, og i skolen syntes nogle det var sjovt at kalde ham for Jens Høwrøw. Hans børn led under det.
“De havde lidelser nok i forvejen”, fortæller Martin Christensen og fortsætter:
“Jens Høw drak, ja han drak meget. Jeg har vistnok aldrig set ham ædru. Også konen drak. Han var meget på farten, ikke for at arbejde, men for at finde brændevin og kammerater, som ville dele deres brændevin med ham. Så vidt jeg ved blev han aldrig ondskabsfuld.”
Konen fortsatte drikkeriet efter mandens død, og sidste gang Martin Christensen så hende, var det lidt øst for hans barndomshjem, hvor hun lå i lyngen med en flaske snaps, mens en 4-årige datter kravlede rundt omkring hende.
Jens Madsen med “det unævnelige tilnavn”, som Jens Haven også omtaler i en erindringsbog om oplevelser i Lendum, har i bogen (4) en tilføjelse om optakten til den tragiske ulykke på mejeriet. Jens Haven skrev:
“Jens kom en dag ind på mejeriet og bad om kærnemælk at drikke. Det fik han lov til på betingelse af, at han skulle drikke en hel pot. Ellers fik han ingen mælk. Jens protesterede, men gav sig i lag med kærnemælken.”
På mejeriet kendte man ikke den sygelige tilstand en dranker befinder sig i, og de ansatte vidste heller ikke, at Jens Madsen ikke kunne tåle så megen kærnemælk. Han blev da også meget syg og kom op at ligge på dampkedlen, hvor der var varmt. Næste morgen var han død.
“En dampventil var på en eller anden måde blevet åbnet. Man sagde at han var blevet kogt,” sluttede Jens Haven omtalen af tragedien.
Noter: 1. Løgstør Avis, 24. april 1901, 2. Vendsyssel Tidende, samme dato og 3. Martin Christensens barndomserindringer, side 26-27, opbevaret i Lendum arkivet. 4. Jens Haven: Erindringer (udg. 1957), side 72.
