Smed sagde nejtak

Bysmed i Lendum ville ikke være daglejer

Af Poul Christoffersen

Allerede som ganske ung staldkarl hos proprietær Køhler på godset Lengsholm havde Lars Peter Thomsen fra Lendum en drøm – han ville have en stilling som selvstændig. På godset mødte han den tre år ældre kokkepige Mariane Jensdatter fra Torslev, som støttede den drøm og blev hans udkårne. Så den unge staldkarl gik smedelære (1).

Lars Peter Thomsen blev født i 1830 i et lille lejet hus vest for Lendum. Hans far Thomas Christian Nielsen havde haft gården Øster Milbak, som han duede vist ikke som landmand og afhændede gården året inden sønnen blev født.

Overgangen fra hjulplove til svingplove i landbrugsdriften, som revolutionerede det danske landsbrug i begyndelsen af 1800-tallet, var åbenbart ikke noget Thomas Christian Nielsen høstede gavn af.

Men det gjorde sønnen til gengæld senere som voksen.

Efter endt læretid som smed og udstået militærtjeneste giftede Lars Peter Thomsen sig i 1853 med Mariane Jensdatter, og ved venners hjælp etablerede det unge par sig på Kobbermarken og hvor manden også fik hjælp til at indrette det sit første værksted i et lejet lokale.

Parrets drøm var dog fortsat at bygge eget hjem, og det lykkedes et par år senere, hvor de arvefæstede 7 tdr. på Lendum Hede tæt på Lendum by, og tæt på Øster Milbak. Her byggede Lars Peter og Mariane en tarvelig bolig og et smedeværksted. Værkstedet lå helt nede ved vejen til Tårs.

Snart kom der kunder til den unge smed. Som regel bønder. Og det var ikke godt håndværk Lars Peter Thomsen leverede ude hos bønderne, for han var kun nødtørftigt udlært smedesvend. Han havde imidlertid gode øjne samt lyst og evner til at forbedre sine smedefærdigheder – så arbejdsmængden sted kraftigt efter den første tid.

Der var dog noget ved arbejdet, der nagede den unge smed – at han var daglejer meget af tiden.

Dengang var det skik og brug at landsbysmeden arbejdede som daglejer ude hos den enkelte gårdmand. Ude på gårdene med at reparere markredskaber var gårdmanden med som arbejdsgiver og hjemme i smedjen var gårdmanden som regel med som assistent. Det var også skik og brug at gårdmandens kone eller en pige kom med middagsmaden – grød, flæskepandekage eller nogle sammenlukkede mellemmadder.

“Far var afgjort modstander af denne form for håndværksdrift og navnlig søndagsarbejde var for ham en pest,” skrev sønnen Thomas Larsen senere i sine erindringer om barndommen (2).

Der var dengang prestige i at kunne kapre en smed om søndagen. Det blev anset som en ren gevinst. Men Lars Peter Thomsen sagde nej.

“Den modvilje blev taget ilde op af flere af den tids bønder, og en tid fik min far både tab og ubehageligheder.” (3)

Hans far blev dog den sejrende i striden på grund af tidens udvikling, og her kom nye svingplove af stål nærmest som en gave fra Himlen til en innovativ smed.

For da Lars Peter Thomsen startede som smed, var de første svingplove lavet af træ ved at være nedslidte. En ny generation af svingplove lavet af stål tog over, og her vidste smeden fra sin tid som tjenestekarl på landet, hvordan en plov skulle stilles for at skære godt. Derfor blev Lars Peter Thomsen bedre til at smede svingplove end de konkurrerende smede i sognet. Dem var der i 1860 en lille halv snes af (3). En tilsvarende fornyelse skete med de øvrige markredskaber bønderne på Lendum egnen brugte.

Herfra gik i de følgende år kun een vej på smedeværkstedet på Lendum Hede, hvor hammerslagene på ambolten lød fra tidlig morgen til aften.

“Fars arbejdslyst var ubegrænset. Hundredevis af plove, svenskharver m.m. udgik fra værkstedet i de følgende år. Fars værksted blev udvidet, så han arbejdede med to esser. Der kom flere hjælpere,” huskede sønnen Thomas Larsen (4), som efter sin konfirmation i 1868 også fik en plads i smedeværkstedet.

I 1870 var der kun tre smede i sognet udover det voksende smedeværksted på Lendum Hede (5).

På heden kom der penge i hus.

“Krokonen påstod, at far tjente 4 mark for hvert slag, han slog på ambolten. Så meget sandt var der i det, at der nu var jævn velstand i huset i stedet for den oprindelige nøgne fattigdom, skrev Thomas Larsen i sine erindringer (6).

Den stigende velstand betød at Lars Peter Thomsen fik opdyrket og kultiveret hedelodden, en naboejendom Lille Bojen blev købt og lagt til den oprindelige lod, og det oprindelige tarvelige hus blev udvidet og forbedret flere gange, så der efterhånden var plads til, at tre generationer kunne bo sammen og at svendene på værkstedet kunne få kost og logi.

Derefter begyndte Lars Peter Thomsen at investere i jord udenfor sognet. Flere jordlodder blev opkøbt omkring Tislum i Hørmested sogn, og 1874 købte han gennem et mageskifte (7) ejendommen Lillelund i udkanten af det nuværende Tislum Plantage. Ved folketællingen i 1880 blev Lars Peter Thomsen betegnet som avlsbruger, hvilket vil sige, at han havde sin jord liggende udenfor byen, og avlsbygning og stald liggende i selv byen – altså Hørmested.

Noter: (1) Svend Skole. Af Thomas Larsens erindringer, s. 6. (2), (3), (4) og (6) f.f. side 8. (5)Sammentælling fra folketælling Lendum sogn 1860. (7) Realregister Hørmested Sogn løbenummer 74, del 2 s. 371 og folketælling Hørmested Sogn 1880.