Hulen i skoven

På sporet af russerhule i Klosterskoven, hvor to desertører gemte sig efter flugt i vinteren 1944

Tekst og foto: Poul Christoffersen

Godt 78 år efter to russiske desertører skjulte sig i vinterkulden i en hastigt udgravet jordhule gemt bag grenaffald, er der fortsat spor af gemmestedet.

De to russere var under 2. verdenskrig blevet taget til fange af tysk militær, som tvang dem til at være i militærtjeneste og sendt til Frederikshavn. Undervejr på en togtur til Skagen i det tidlige forår i 1944 kørte toget så langsomt, at russerne så deres snit til at snit til at springe af. De gik til fods sydpå og endte i Klosterskoven, hvor de fandt nogle spader, der var stukket i jorden og et stykke derfra en forhøjning, som de kunne grave ind i og lægge nogle grene over.

Hulen er faldet sammen og en træ væltet næsten henover den.

– Der var folk, der dengang arbejdede i skoven. De lod deres spader stå i jorden, når gik hjem fra arbejdet. En morgen kunne skovarbejderne se, at spaderne var blevet brugt efter at de selv var gået hjem. Det undrede de sig over, fortæller Villy Kristensen, tidl. medarbejder i Klosterskoven under en guidet tur for bestyrelsesmedlemmer i Lendum Lokalhistoriske Arkiv.

Rester af russerhulen ligger få hundrede meter væk fra en af de mest befærdede køreveje i den vestlige del af den privat skov. Hulen er forlængst faldet delvist sammen, og foran den ligger nu et gammelt træ, som vinden har fældet. Foran ligger også rester af det vandhul, som de to desertører brugte en kort overgang.

Villy Kristensen fortæller om de to russiske desertørers første gemmested efter flugt fra fra tvungen tjeneste i den tyske besættelseshærs tropper i Frederikshavn.

Dengang begyndte beboere i ejendomme i omegnen hurtigt at undre sig over, hvem der gemte sig i skoven. Flere fik nemlig i det tidlige forår besøg i nattens mulm og mørke af de to desertører, som søgte efter noget at spise og et bedre sted end en jordhule at overnatte i.

Det var Margrethe fra Skajbjerg, som først så dem, der havde gemt sig i skoven. 

En tidlig morgen gik hun fra kostalden med en fyldt mælkespand og opdagede, at en mand kravlede ned fra stigen til halmloftet, og mens han prøvede at forklare hende, at han var sulten, så kravlede den anden mand ned af stigen. En tid gav hun blandt andet mælk, æg og brød til de to russere, som kun kunne tale et meget gebrokkent dansk. De overnattede derefter på skiftende gårde i nærheden.

Herom fortæller Herluf Christensen, Kvissel i bogen Vore Rødder 5 (side 111). Herluf boede dengang i 1944 hjemme hos forældrene på ejendommen Damly i Klosterskoven og han mødte en af russerne, som forsøgte at fortælle noget, som Herluf tolkede som “købe æg”. Han fik russeren til at må med hjem, hvor Herlufs mor gav russeren nogle kartofler, æg og lidt brød. 

“I tiden herefter kom begge russere jævnligt her og spiste. Ofte i løbet af sommeren og efteråret 1944 sov de hos os flere dage i træk. Vi prøvede om aftenen at lære hinanden forskellige kortspil”, skrev Herluf Christensen i sin beretning.  

Vassja og Ivan, som de to desertører hed til fornavne, hjalp også til i stalden, når de var der.

Vinteren 1944-45 blev overstået uden at besættelsesmagten interesserede sig for, hvad der foregik i Klosterskoven, men en dag i april 1945 kom Vassja løbende hen over markerne til Damly og sagde til Herluf, som gik og arbejdede ude, at tyskere kom den vej med hunde. 

“Skal jeg løbe ind i skoven”, spurgte Vassja.

“Nej. Det er det første sted tyskerne vil lede. Løb mod Bukholt.”

Herluf skynder sig ind og fortalte at tyskere er på vej. Kort tid efter var de ude på gårdspladsen. En tysk officer og en tolk kom ind i køkkenet til min mor, og spurgte om de har set russerne. Hun sagde nej, hvorefter officeren hev Herluf med ud på gårdspladsen og stak en pistol ind i siden på ham. 

I det samme så Herluf at der imellem tyskerne var fire mænd fra nabolaget – Søren Kolborn, Per Nielsen, Vester Burskov samt Poul og Thorvald Jensen fra Fårbjerg. De var taget som gidsler.

Den ene af de fire sagde: ”Herluf, du er nødt til at sige til, hvis du har set russerne. Ellers bliver vi skudt”.

Herluf lod som ingenting, hvorefter tolken greb ind og sagde til officeren, at de skulle lede videre i skoven. Eftersøgningen gav ikke noget resultat, hvorefter de fire gidsler blev frigivet med den besked, at hvis russerne ikke blev taget indenfor en uge, så ville tyskerne komme efter mændene igen. 

Tyskerne fortsatte jagten på de to russere, som ved hjælp af advarsler fra lokale i længere tid var et skridt foran med at gemme sig. Et nyt gidselsdrama gav heller ikke resultat, men på Hitlers fødselsdag den 20. april gik det galt. 

Resterne af et vandhul foran russerhulen

Det fortalte Børge Jensen, Tårs om i endnu en artikel om russerne i Klosterskoven i bogen Vore Rødder 5 (side114-116): “På den dag kom russerne til en husmand i Kringelborn for at købe æg og mælk. Husmanden inviterede dem indenfor og spise, mens han sendte en af sine drenge til Kolborn, hvor der var tyskere. Drengen skulle sige, at russerne var derhjemme.”

Tyskerne fulgte med drengen hjem og tog de to russere til fange. Husmanden fik en dusør på 20 kroner.

Hvad der derefter skete med Vassja og Ivan vidste Børge Jensen ikke, men antog i sin artikel, at de blev henrettet, da der var dødsstraf for at desertere fra den tyske hær. 

Dagen efter tilfangetagelsen af russerne måtte husmanden selv sørge for transport af mælk til mejeriet, da mælkekusken kørte udenom. 

Efter krigen spurgte modstandsbevægelsen husmanden, hvorfor han havde angivet russerne, hvortil svarer lød at det var for at redde naboerne. Børge Jensen sluttede sin beretning med ordene: “En dusør på 20 kroner var nok til at gøre en dansker til stikker . det kom til at koste to gode livet!”

De to beretninger om russerne i Klosterskoven kan læses i hele deres længde i bogen Vore Rødder 5 side 111-116 (Redigeret af Jonna Risager). Bogen kan købes i arkivet i Lendum.

Forfatter Niels Frandsen, Tårs, som også kendte Ivan og Vassja, som han kaldte “Vasse”, har skrevet tre bøger om dem, hvoraf de to første bøger skrevet på baggrund af hvad de havde fortalt Niels. Bind 3 handler udelukkende om deres tid som desertører i og omkring Klosterskoven. Niels Frandsen skrev i forordet til bind tre, at Ivan og Vasse formentligt havde overlevet krigen, hvis ikke de havde mødt en trejde russisk desertør en måned før befrielsen. Den trejde desertør forsvandt pludseligt og derefter begyndte tyskerne at interessere sig for Klosterskoven.

Niels Frandsens tre bøger Desertører 1, 2 og 3 blev udgivet på forlaget Queenswood, Dronninglund i årene 2004-06.