Koldblodig sabotør

Selv om det snart er 80 år siden, at Danmark blev en fri nation igen efter fem lange års besættelse, så mindes vi stadig faldne modstandsfolk hvert år den 5. maj. Således også i år ved mindestenen i Lendum i krydset ved Bolejevej/Skærumvej for tre dræbte sabotører fra Stokholm-gruppen.

Stokholm-gruppen var egentlig en del af modstandsbevægelsen i Frederikshavn. Den havde medlemmer, som stammede fra Lendum og ikke mindst kontakter i sognet, som blev aktiveret i januar 1945.

Det oplevede Niels Ejner Jensen, som var født og opvokset på Nygård, på nærmeste hold som teenager. Han skrev senere en lille beretning om den sidste tid inden befrielsen, hvor Nygård blandt andet skjulte en af de meste eftersøgte sabotører. Beretningen “Minder fra 1945 i Lendum” er opbevaret i Lendum Sogns Historiske Arkiv og nedenstående er hans oplevelser:

I Nygård stiftede vi først bekendtskab med at skjule eftersøgte personer i efteråret 1944, hvor en politibetjent opholdt sig i Nygård i en måneds tid, hvorefter han fik ophold i Hørmested. Da modstandsbevægelsen i Frederikshavn i januar 1945 var i fare for at blive trævlet op, kom tømrermester Johs. Michelsen en aften med fire personer, der skulle skjules.

Knud Olsen opholdt sig på Nygård i krigens sidste
måneder. Foto opbevaret i lokalhistorisk arkiv

De fire blev fordelt således at Oluf Pedersen fik logi i Nørgård, Niels Lassen i Nygård, Knud Olsen og Thorkild Petersen (gruppens leder) på gården Stokholm. Boleje fik kort efter også logerende, bl. a. i en lang periode Ib Rasmussen.

Nogle dage efter ankomsten kom Thorkild og Knud en aften til Nygård. De ville gerne køres til Stenhøj, så da det på det nærmeste var snestorm, foregik turen med slæde med undertegnede som kusk. Senere kom det til mange af den slags ture til stationerne i Tolne og Sindal.

Kort efter turen til Stenhøj – vistnok til elektriker Erhardtsen – blev det ordnet således, at Thorkild boede i Nørgård sammen med Oluf, medens Knud og Niels boede fast i Nygård næsten til tyskerne kapitulerede. I Nygård havde også Robert Mellerup Jensen natlogi nogle gange.

Frihedskæmper Knud Olsen den 6. maj 1945. Foto: Lokalhistorisk arkiv

Knud Olsen var den af “frederikshavnerne”, der var mest eftersøgt og havde en høj dusør for pågribelse hængende over hovedet.

Hans koldblodighed var forbavsende.

En dag kom der tre tyske soldater på jagt efter sabotører ind i kostalden i Nygård, hvor Knud, Niels og undertegnede var i færd med at fodre dyrene. Knud bød på det nærmeste tyskerne velkommen, mens Niels diskret forsvandt ind i laden for at se, om våbnene var skjult. Tyskerne blev så interesserede i Knuds beretning om Dansk Landbrug, at de gav cigaretter og takkede, da de gik – efter at have forvisset sig om, at der i hvert fald ingen sabotører var på denne gård.

“Knuds præstation skal ses på baggrund af, at han var uddannet svejser og næppe havde kendskab til landbrug, før han kom til Lendum, sluttede Niels Ejnar Jensen sin beretning.

Der hentes våben i Nygård den 6. maj i en lastbil tilhørende mejeriet Glistrup.
Foto: Lokalhistorisk arkiv

Noter: Oluf Pedersen og Robert Mellerup Jensen var to af de tre modstandsfolk, som mistede livet den 1. maj 1945 som følge af at tyske vagter åbnede ild mod dem i krydset ved Bolejevej. Den tredje var Knud Thomsen, som stammede fra gården Hvidborg.

Gruppens leder Thorkild Petersen har skrevet om episoden ved Bolejevej i bogen Lendum Sogn, som arkivet udgav i 1990.