Kirsten fra Vestergård kunne kurere folk

Af Poul Christoffersen

For knap 200 år siden begyndte vendelboer med knoglebrud og åbne sår at rejse til Lendum i håbet om at blive kureret i stedet for måske at ende som krøblinge eller dø af betændte sår.

I Vestergård i Lendum boede der en “klog” kone som allerede, mens hun i en årrække var tjenestepige hos degnen Niels Calmer i Mosbjerg, havde erhvervet en betydelig viden i at behandle den slags. Niels Calmer kom til Mosbjerg i 1790 og knap 20 år efter ansættelsen som degn fik han en såkaldt kongelig bevilling til også at være benbruds- og sårlæge som anerkendelse af hans store praktiske evner på området. Han døde i 1831.

Om hans tjenestepige Kirsten Christensdatter allerede på dødstidspunktet var gift og flyttet til gården Vestergård i Lendum er uvist. Vielsen er ikke registeret i kirkebogen for Lendum Sogn, men ifølge folketællingen fra 1834 boede hun på gården Vestergård sammen med manden Jens Jensen og deres to børn på 3 og 1 år samt tre tjenestefolk.

Nærmeste nabo i Lendum var degnen Niels Bjørnbak, og hans ældste søn Thomas Bjørnbak, født i 1819, var en nysgerrig, opvakt og meget rørig dreng, som til tider måtte ty til hjælp hos Kirsten Vestergård, som hun også lokalt blev kaldt.

Thomas Bjørnbak skrev mange år senere om hende (1): – Jeg var vistnok mere end sædvanlig bevægelig af naturen i mine barndoms- og ungdomsår. Dristige spring, rebslyngninger og kapløb var jeg ikke sen til at deltage i. Derfor fik jeg ikke sjældent forstuvet eller forvredet et led, og så hurtigt over til Kirsten Vestergård for at hjælp. På den måde fik jeg lejlighed til at gøre konens bekendtskab.

I erindringsbogen beskrev han Kirsten fra Vestergård som en venlig, net og djærv bondekone, der ikke på den fjerneste måde beskæftigede sig med overtroisk helingskunst. Hun havde derimod et fortrinligt greb på forbindingskunsten, og hjalp utallige vendelboer lindring for deres udvortes lidelser. Indvortes beskæftigede hun sig ikke med.

Dog hørte kirurgi i forbindelse med knoglebrud undertiden med til behandlingen. I hvert fald fortalte lokalhistoriker Emil Larsen noget om hendes lægekunst under en gennemgang af Vestergårds forskellige ejere i herværende arkivs bog om Lendum Sogn (2). Med reference til artikler i Vendsyssel Tidende skrev han blandt andet om en møllers søn, som fik en arm knust: – Efter et halvt års lidelser bestemtes armen til amputering, men det blev faderen forskrækket over og sendte sønnen til Lendum-konen, som skar armen op og tog den halvtfordærvede armspole ud. Tre måneder efter kunne sønnen optage sit sædvanlige arbejde.

Der var ikke megen afveksling i hendes medicin. – Hun smurte og indgned altid det lidende lem med en brun olie iblandet kamfer, og hun havde et par salver, en brun og hvid, som hun strøg mod en lærreds klud og lagde på åbne sår, erindrede Niels Bjørnbak.

Rygtet om den “kloge” kone i Lendum fik således folk fra alle egne af Vendsyssel at drage til byen for at blive behandlet. Ikke alle var helt tilfreds med hendes virksomhed. I 1847 blev Kirsten Christensdatter idømt en bøde på 30 rigsdaler for ulovlig lægevirksomhed.

Efter bødestraffen henvendte konen sig til sogneforstanderskabet for Thorslev og Lendum sogne for at få en positiv erklæring om hendes lægehjælp og hendes øvrige vandel. Hvad forstanderskabet svarede fremgår dog ikke af referatet i forhandlingsprotokollen fra mødet, hvor anmodningen blev behandlet (3).

Men folk fortsatte med at søge hjælp hos Kirsten Lendum, som udenbys folk kaldte hende, og ifølge Thomas Bjørnbak udøvede hun sin uautoriserede lægepraksis i næsten et halvt århundrede. Også at hun blev omkring 80 år, men han undrede sig såre over, at der slet ikke var nogen grav eller andre kendetegn, da han mange år efter igen besøgte sine forældres grav på Lendum Kirkegård.

En nøje granskning af folketællingslister og kirkebog for Lendum Sogn for de mellemliggende år kan give en del af forklaringen. Kirsten Christensdatter døde allerede 23. maj 1861 kun 54 år gammel. Angiveligt af brystsygdom! Hun blev begravet en uge efter.

Det er således en myte at hun virkede i så lang tid som et halvt århundrede som “klog kone” eller som en ustuderet person, der udøvede lægehjælp ud fra praktisk erfaring.

Ifølge lokalhistoriker Emil Larsen døde Kirsten Christensdatter første mand Jens Jensen i 1846, og året efter giftede hun sig med den noget yngre Peder Jensen fra Hørmested. Men de boede ikke mange år i Vestergård. Emil Larsen havde en formodning om at Peder Jensen byttede gård med Jens Nielsen fra Østergård.

Hvornår og hvordan gårdbyttet skete ved jeg ikke præcist, men Peder Jensen og Kirsten Christensdatter samt fem børn boede stadig i Vestergård i 1855, men de var i 1860 flyttet til Østergård. Per Jensen giftede sig igen i 1862 med den jævnaldrende Inger Marie Thomasdatter, og parret var ved folketællingen i 1870 flyttet til et lille jordbrug kaldet Kobberbroe.

Afsluttende bemærkninger: Lokalhistoriker Carl Klitgaard skrev i Vendsyssel Årbog 1947 om lægevæsenet i Vendsyssel (4), hvor der indtil 1773 ikke havde været offentligt ansatte læger i Hjørring Amt. Det år blev der i Hjørring by ansat en stadskirurg, men udviklingen af et offentligt ledet lægevæsen i Vendsyssel gik langsomt, og i 1880 var der stadig kun 13 læger i hele amtet.

Mange steder på landet var der i 1800-tallet for langt og for dyrt at komme til en af disse læger, og derfor søgte folk på landet ofte helbredelse hos lokale “kloge” koner eller mænd, som havde ry for at kunne behandle knoglebrud, åbne sår og den slags. Nogle af disse kvinder og mænd fik bøder for kvaksalveri, men nød fortsat udbredt tillid. Der var dog eksempler blandt dem, som fik bøder, at de også benyttede metoder, der hørte en tid, hvor gammel overtro var en del af helingsakten.

Noter: 1.) Thomas Bjørnbak: Erindringer af mit liv, udgivet i 1876 2.) Lendum Sogn, side 30. 3.) Frederikshavn Stadsarkiv. Udskrift af forhandlingsprotokol for Thorslev og Lendum Sogneforstanderskab, møde 14. juni 1847, punkt 4. 4.) Vendsyssel Årbog 1947, side 47-64.