Af Poul Christoffersen
I begyndelsen af 1800-tallet blev der oprettet en fattigkommission i Lendum Sogn, hvor præsten var fast medlem og som desuden bestod af nogle af de driftigste borgere eller gårdmænd i sognet.
Kommissionen blev oprettet efter fattigloven for landsognene blev revideret i 1803 (1). Den revision var tredje og sidste etape af en fornyelse af fattigloven for først København og dernæst for købstæderne.
Dermed gled en samfundsopgave over fra den lokale øvrighed, dvs. præst og godsejer til borgere og gårdmænd. Og økonomisk fra halvfrivillige bidrag til almisser fra skatteindtægter.
Ved folketællingen i 1801 blev der i Lendum sogn talt 449 borgere, hvoraf de 10 angives at leve af almisser. En af dem gik også og tiggede. Ved den næste folketælling i 1834 var Lendums indbyggertal vokset til 622, men antallet af almisselemmer, som disse fattige dengang blev kaldt, dalede fra 10 til 4. Flere af dem var handicappede.
Derimod steg antallet på aftægt brat fra 0 i 1801 til 20 i 1834. Aftægtsaftaler blev oftest lavet i forbindelse med generationsskift på gårdene eller i forbindelse med et ejerskift udenfor slægten. En sådan aftægtsaftale blev lavet i 1825, hvor Gregers Jensen solgte gården Magersholt til Søren Andersen, en af sønnerne fra den nærliggende gård Nørgård. Den var meget detaljeret.
Søren Andersen skrev ved købet (2) under på, at han vil sørge for Gregers Jensen og hustru Else Pedersdatter evig aftægt og at han bygger og indretter i det lille hus sønder i Magersholt en stue med to fag og forsynet med fornøden loft, gulv, vinduer og døre til lukkelse. Der indrettes et fag til køkken, skorsten og bagerovn. Den nye gårdejer forpligter sig til altid at holde bygningen vedlige.
Derefter er det i aftalen nøje beskrevet, hvad Søren Andersen skal levere af mad og brændsel, herunder en tønde rug og en tønde byg godt renset hvert halve år samt nymalket mælk hver dag. Gregers Jensen fik desuden rådighed over et stykke af kålhaven. To gange om året skulle Søren Andersen køre gårdens aftægtspar til og fra kirken i Lendum.
Else Pedersdatter døde allerede i 1826, men aftægten blev først slettet ved præsteattest 1843 ved Gregers Jensen død.
Antallet af indsiddere i Lendum sogn voksede også i årene mellem 1801 og 1834 fra 2 til 13. Indsiddere var borgere, som boede til leje i en del af et hus hos andre, og en del af dem var midaldrende og ældre kvinder. Syv af dem levede af at spinde. Der var også enkelte mænd, som fik indtægt som daglejer.
Der er ingen grund til at tro, at fattigkommissionerne var rundhåndet med, hvem den gav hjælp til. Det viser tallene for Lendum sogn også.
Reglerne for at give almisser var de samme som før reformen (3), nemlig de først og fremmest skulle gives til syge og gamle, som ikke længere kunne arbejde for livets opretholdelse, dernæst til forsørgelse af forældreløse børn, der ikke var gamle nok til at arbejde og for det tredje til de, der kun var i stand til arbejde noget, men ikke nok til at forsørge sig selv og familien. Værdigt trængende kunne henvende sig til præsten
Andre blev betragtet som uværdigt trængende, hvis de på grund af umoralske årsager som dovenskab eller druk ikke var i stand til at klare sig selv. De skulle blot sættes til at arbejde.
Det var bare ikke altid en let sag. Lokalhistoriker Emil Larsen skrev i sine erindringer fra 1963 (4), at i sognets ældre tid flyttede en mand, når han gik til grunde økonomisk, til en primitiv hytte på Lendum Hede.
——-
- Noter:
(1) Danmarkshistorien.dk, Århus Universitet, afsnit Samfundets sociale struktur
(2) Slægtsbog for gården Magersholt, Lendum Sogns Lokalhistoriske arkiv
(3) Danmarkshistorie.dk, Århus Universitet, afsnit Fattigkommissioner og hospitaler
(4) Vore rødder af Emil Larsen, bogen Lendum sogn, side 42.
