I omkring 200 år har der cirkuleret en historie om tidligere godsejer Johan Gottlieb von Penich, Lengsholm, som viser sig at være forkert og dermed givet godsejeren det forkerte eftermæle i forbindelse med, at han i 1803 solgte Lengsholm til Vendsyssels mest effektive “godsslagter”.
Den urigtige historie om Johan Gottlieb von Penich blev i 1990 gengivet i bogen Lendum Sogn (1) udgivet af Lendum Sogn Lokalhistoriske Arkiv, og kilden til historien er baseret på blanding af rygter og udsagn fra en slægtning til von Penich.
I 1897 udgav Anton Gaardboe en omfattende og gennemarbejdet bog med en historisk-topografisk beskrivelse af Hørmested og Lendum sogne, hvor han også skrev om de skiftende ejere af de lokale godser/hovedgårde. Johan Gottlieb von Penich købte Lengsholm i 1793. Han var imidlertid også militærmand med rang af oberstløjtning, hvor han under Englandskrigen blev udnævnt til interimkommandant i Frederikshavn og et par år siden suspenderet fra posten samt idømt en erstatning.
Bagefter cirkulerede der et rygte om, at von Penich havde overgivet en mindre flådeafdeling til fjenden, og i et forsøg på at få hold på sandheden og årsagen til fyringen af ham, kontaktede Anders Gaardboe von Penichs sønnesøn, oberst von Penich af Bratskov, som fortalte blandt andet følgende (2):
“Angående rygtet, da sigter det formodentligt til den tid, hvor citadellet Fladstrand var underlagt ham i krigen 1801-07. En afdeling skibe, som lå forankret under beskyttelse af citadellets kanoners beskyttelse og ventede på en gunstig lejlighed til st sejle videre til Norge. Da var min bedstefar så uforsigtig at tage ud til Lengsholm, og i hans fravær benyttede engelske orlogsskibe lejligheden til at angribe citadellet og kapre nogle af skibene. Derfor blev min bedstefar idømt erstatning, og det har formodentligt været årsagen til, at han måtte sælge Lengsholm.”
Sønnesønnens udsagn er imidlertid historisk helt forkert. Englandskrigene bestod i første omgang kun af et enkelt søslag ud for København i 1801.
Anden omgang startede i efteråret 1807 kort tid efter at oberstløjtnant Johan Gottlieb von Penich var blevet udnævnt til interimskommandant for Fladstrands fæstning (3). Udnævnelsen skete fordi den rigtige kommandant for Fladstrand oberstløjtnant Gjørts havde bolig ved Hals Skanse og ulyst til at flytte til en forfalden bolig i Fladstrand. På Fladstrand blev der fra 1806 arbejdet med at anlægge en prammehavn og forstærke fæstningen – et arbejde, som der skulle holdes øje med på nært hold.
Men dette arbejde var endnu ikke færdig i foråret 1808, hvor mandskab fra en engelsk flådeenhed i ly af mørket og næsten lydløst sejlede ind til Fladstrand, hvor 12 fartøjer med korn til Norge lå forankret og ventede på bedre vejr. Englændernes angreb kom så overraskende, at der ikke blev tale om modstand. 10 af de 12 fartøjer blev kapret og ført bort.
Nogle timer inden det overraskende angreb var von Penich taget hjem til den gård i nærheden af Fladstrand, som han havde købt efter udnævnelse til interimskommandant. Efter at have indberettet hændelsen til generalkommandoen fik von Penich besked på at aflevere alt hvad der havde med kommandantskabet at gøre, og næste skridt var at nedsætte en overkrigskommission i Fladstrand.
Kommissionen konkluderede, at kastellet var i en upåklagelig forsvarsstand, men at dets kanoner havde en sådan stilling, at de ikke kunne beskytte de 12 skibe på reden ved Fladstrand, hvortil de var henvist. Og det burde von Penich være vidende om. For at imødegå mangler burde han som kommandant have grebet til andre midler for at hindre fjenden i at kapre skibene.
Dommen over den suspenderede interimskommandant blev, at han blev afskediget for ligegyldighed i forhold til sine embedspligter og udygtighed i tjenesten. Von Penich skulle samtidig betale 100 rigsdaler til kommissionens actuarius samt betale diætpenge til kommissionens medlemmer for de dage, hvor de havde deltaget i forhør og møder i Fladstrand.
Tre år efter afskeden, altså i 1811, fik Johan Gottlieb von Penich dog tilkendt en årlig pension på 420 rigsdaler.
Det fremgår ikke af de undersøgte kilder, hvad han levede af i tiden mellem afskeden og pensionen, men mon ikke der var en del penge på kistebunden. Salget af Lengsholm Hovedgård i 1803 (4) gav en indtægt på 40.000 rigsdaler, hvilket var 10.000 rigsdaler mere end han betalte ved købet af gården i 1793.
Alene på grund af salgsprisen er det nærliggende at tro, at von Penich ikke var tvunget til at sælge, men at det var nemmere at lade køberen Arendt Hassel Rasmussen stå for papirarbejdet med udstykningen af hovedgården. Det havde køberen stor erfaring med fra andre godsopkøb, herunder overtagelsen af nabogodset Høgholt ved Hørmested i 1801. Her var A. R. Rasmussen ved at udstykke fæstegods til fæstebønder, da han købte Lengsholm, og det er bemærkelsesværdigt, at 89 salg af fæstegods fra de to hovedgårde blev registret på den samme dato 3. juni 1803 og før købet af Lengsholm blev dateret i Realregistret.
Noter: (1) Bogen Lendum sogn side 50, (2) Anders Gaardboe, topografisk beskrivelse…side 42, (3) Overlærer A. Nørregaard-Knudsen, Frederikshavn. En episode i Fladstrand under Englandskrigene, side 1-19, Vendsyssel Årbog 1953, (4) Realregister og skødeprotokol for Horns Herred 1803.
